Har du haft en lang periode med travlhed, mange krav og uklare arbejdsopgaver?
Har travlheden langsomt ændret sig til en følelse af manglende overblik?
Er det blevet svært at huske eller sove om natten?
Oplever du, at tankerne kværner rundt og er humøret dalet?
Føles det som om din krop er i konstant alarmberedskab?
Så er du sandsynligvis blevet ramt af stress.
Stress er ikke altid ondartet
De fleste har følt sig stressede i perioder, hvor man har været ekstra presset privat eller arbejdsmæssigt. Stress er ikke en sygdom, men nærmere en fysisk tilstand, der over en længere periode, kan lede til forskellige sygdomme. Kortvarig stress er en normal og hensigtsmæssig reaktion, som hjælper én med at yde ekstra eller handle hurtigt, når det er nødvendigt. Befinder kroppen sig i vedvarende alarmberedskab i en længere periode, er det dog ikke længere hensigtsmæssigt.
Hvornår bliver stress et problem?
Fysiske tegn på langvarig stress er hjertebanken, hovedpine, indre uro, træthed og hyppige infektioner. Psykiske tegn kan være nedsat humør og hukommelses- og koncentrationsbesvær. Det kan være vanskeligt at være nærværende, når man er sammen med andre, da man har svært ved at slippe tankerne om alt det, som man tænker bør laves. Man kan også have svært ved at sove. Måske bliver man nemmere irriteret og vred, og det kan være vanskeligt at træffe beslutninger.
Det er vigtigt at tage langvarig stress alvorligt f.eks. ved at opsøge professionel hjælp for at forebygge udviklingen af mere alvorlige og indgribende problematikker som angst, depression, udbrændthed og hjertekarsygdomme.
Hvad kan du få ud af et forløb hos os?
Sammen vil vi afdække hvor stressen kommer fra, hvornår den forværres og hvad du kan gøre for at håndtere den. Du vil få konkrete redskaber, som du kan bruge med det samme. Skridt for skridt vil du opleve, at du bliver bedre til at genkende faresignaler og handle på dem. Du vil begynde at opleve, at det er dig, der styrer din hverdag og ikke stressen.
Vil du vide mere om stress og stressbehandling?
Så læs indlægget “Hvorfor får man stress og hvad kan man gøre ved stress” på vores blog her.