Af hjertet tak til alle jer
Vi vil gerne ønske jer alle sammen god jul og godt nytår og sige tusind tak for jeres fine modtagelse af vores klinik. Vi sidder her ved årets afslutning og tænker tilbage på 2016.
Vores bekymringstanker
Det er snart et år siden, at vi valgte at satse og kaste os ud i vores drøm om at starte vores klinik for kognitiv terapi i Helsingør. Vi gjorde os mange overvejelser før vi tog springet. Vi havde flere bekymringer: Vores klinik er udtryk for vores personlige stil og vores faglighed, vil de tage godt imod vores hjertebarn? Er behovet for kognitiv terapi i Helsingør-området stort nok til at klinikken kan løbe rundt? Vil de finde genkendelse på vores hjemmeside? Vil de synes, at vores blog-indlæg er relevante at læse? Vil de anbefale os til andre? (Listen var lang…). Der var kriller i maven, spænding i kroppen og nogle søvnløse nætter. Men vi kastede os ud i det alligevel. Vi sagde begge vores daværende job op på Hillerød Hospital. Vi forberedte os, vi indrettede og vi åbnede dørene for de første klienter.
Vores egen opstartsproces som selvstændige er endnu et dejligt bevis på, at det man bekymrer sig om sjældent sker. Og hvis noget af det skulle ske så kan vi problemløse, afprøve, justere og videreudvikle. For ofte er det jo sådan det er i situationer, hvor vi bekymrer os eller bliver urolige. Vi overvurderer hvor galt det vil gå og undervurderer egne evner til at håndtere problemerne. Dermed bliver vores vurdering af konsekvenserne ikke så realistiske som de kunne være. I vores tilfælde viste det sig, at vores bekymringstanker blot var bekymringstanker for der er tydeligvis behov for et behandlingstilbud som vores i Nordsjælland. Når vi kigger på hvordan det er gået for klinikken det forgangne år, så er vi glade for, at vi gjorde lige netop det, som mange af vores klienter arbejder med hver eneste dag: At tage et aktivt valg, at satse, at udholde ubehag og tvivl og derved ikke lade bekymringstanker begrænse én. Vores sats har givet os øget arbejdsglæde og energi, som ikke kun påvirker os positivt i vores arbejde med vores klienter, men vi tager også denne glæde og energi med hjem til vores familier.
Tak til Jer
Al den læring og udvikling har kun været mulig på grund af jer. Jer som kommer til samtaler hos os, som knokler på og opnår den forandring i jeres liv, som I ønsker at arbejde på. Tak for jeres åbenhed, mod, nysgerrighed og arbejdsomhed. Tak til jer, som fortæller om os til venner, kolleger, klienter og fagpersoner og deler vores opslag. Tak for jeres positive omtale og masser af anbefalinger.
På under et år har vi opnået en god og stærk hverdag, inspiration og ny læring. Vi har sammen, igen og igen fået bekræftet, at kognitiv terapi med fokus på tanker og deres magt, følelser og krop samt ændring af adfærd giver mulighed for forbedret livskvalitet, mindre angst og tristhed og en mere sikker retning i livet.
Vores drømme for året der kommer
I det nye år drømmer vi om:
- At få meget mere af det samme :-) (vi måtte lige have det her skønne billede med. Fanget spontant af vores dejlige fotograf Camilla Hey)
- At få fortalt endnu højere og bredere ud til verden om vores gode erfaringer og kommende planer:
Nemlig at:
- Sabine går med tanker om at starte gruppebehandling for Binge-Eating-Disorder.
- Rikkes forløb med kognitiv terapi til unge med f.eks. angst og bekymring giver super gode resultater både i forhold til de unges skoleforløb, eksamener, følelse af at høre til og mod på livet.
- vores angstbehandling i Chilled-forløb er effektive, udfordrende, sjove og brugbare for både børn, unge og deres forældre.
- vi er dygtige, vellidte, motiverede og ambitiøse.
- Klinikken vokser og udvikler sig til gavn for mange.
- I er meget velkomne :-)
Tusind tak for det forgangne år – Vi glæder os til det næste.