10 gode råd til samværet med din TEENAGER
Unge mennesker er fantastiske – giv dem modet til at være det
Her har du 10 gode råd til dig som har en teenager i huset.
1) Lyt til hvad din teenager siger uden samtidig at forberede dit eget svar. Det betyder, at du skal gøre dit bedste for at glemme egne argumenter og vinkler på situationen. Lyt efter nuancer i det der bliver sagt, som du ikke har hørt før. Måske kan det give dig en anden forståelse og indsigt. Se situationen fra din teenagers side – for en stund. Måske er du ikke enig, men derfor kan du godt forstå oplevelsen. Det giver jer et fælles fundament at tale ud fra.
2) Bed om lov til at spørge om mere: “hey, det du nævnte omkring… gjorde mig nysgerrig – må jeg høre lidt mere om det?” eller “Du – jeg har lidt flere spørgsmål om … er det ok, at jeg stiller nogle af dem?” Ofte vil denne tilgang trække noget af tempoet ud af samtalen. Det hurtige replikskifte undgås lettere og dermed sænkes risikoen for, at I ender i en diskussion. Når diskussionen udebliver, forbedres dine chancer for at få noget at vide en anden gang.
3) Sig højt, at det er en form for grundregel at forældre er “irriterende”, og teenagere ofte er “på tværs/humørsvingende/besværlige”. Sørg for at sige det når stemningen er god og med et humoristisk glimt i øjet. Så er det nemmere at benævne det igen og lave en fælles front med din teenager, når konflikter opstår.
4) Vær åben for forhandling – tiden, hvor du kan diktere er slut, men kend din grænse. Snak med din teenager, om hvilke spilleregler, som skal gælde. Få ham/hende til at være med til at definere rammerne og konsekvenserne, hvis aftalerne ikke overholdes. Lav eventuelt en aftale som afprøves i en periode, og som tages op til en fælles evaluering på et aftalt tidspunkt. Det er afgørende, at din teenager også har sin del af ansvaret og lige så afgørende, at du viser tillid til, at han/hun kan håndtere det ansvar.
5) Genneralisér og normalisér hvis din teenager bliver overvældet af en følelse eller en konflikt. F.eks. “Sommetider kan man have det sådan, at man tænker… Jeg ved ikke, om det er sådan for dig?”
6) Forvent at din teenager deltager i den praktiske dagligdag. Man hjælper til som en del af en familie. Der er nogle rammer. Nogle regler kan bøjes – andre ikke. F.eks. kan det være en ubøjelig regel, at alle hjælper til, men der kan forhandles om hvilke opgaver, og inden for hvilket tidsrum de skal laves. Og så kan det jo ske at det brugte service, som skulle bæres ud i køkkenet men som stadig står på værelset, ender under teenagerens dyne eller som det service de kommer til at spise aftensmad af.
7) Vær opmærksom på de gode kvaliteter hos din teenager. F.eks. er han/hun social, vedholdende, rolig, temperamentsfuld, spontan, charmerende eller humoristisk? Fokusér på kvaliteterne og brug dem som bindemiddel i jeres kontakt. Fremhæv dem og prøv at opfordre/forvent, at han/hun ofte agerer ud fra dem.
8) Bevar kontakten – stræk dig til tider langt. Fokusér på at få konfliktniveauet til at falde og tal, når følelserne hos jer begge har lagt sig. F.eks. “Du ved hvad vi/jeg umiddelbart mener om… på samme tid er jeg nysgerrig efter at høre hvad du egentlig tænker om det? Hvordan kan det være? Hvad er det, at du har øje for/lægger vægt på? Hvilke andre veje er/var der? Hvordan kunne du tænke dig at vælge en anden gang?”
9) Skab frirum til din tavse teenager. At have en stille teenager, som ikke deler sine tanker og bekymringer med dig, kan være svært at bære. Tilbyd neutrale aktiviteter som din teenager sætter pris på. f.eks. se serie sammen, spil kort, lav mad, dyrk sport, se fodboldkamp, spil PC/Playstation. Alt sammen med fokus på at skabe “et helle” med din teenager. Skab et fælles rum uden forventninger og krav. Det øger chancerne for, at du får et lille kig ind i deres tanker og oplevelser af verden.
10) Du skal altid tilbyde den sikre havn. Det kan godt være, at du ikke er enig i hvad din teenager gør, men gør dit bedste for, at det er dig, der bliver ringet til, når “nogen er på glat is” (drukket for meget, festen løber løbsk, kan ikke komme hjem m.m.). At hjælpe en teenager i nød er ikke det samme som at acceptere adfærden, og alternativet kan være langt værre. Fortæl din teenager, at du ikke skælder ud eller bebrejder dem, når der bliver ringet til dig, men at du vil tage det som et udtryk for ansvarlighed og modenhed.
11) Bonusråd. Lad være med at tro, at dine samtaler med din teenager nødvendigvis skal foregå, mens I sidder sammen ved et bord eller i sofaen. Det er langt mere sandsynligt, at det bliver tre sætninger, mens din teenager står med hovedet i køleskabet, har en pause mellem to spil eller mens make-up´en lægges. Tag de små øjeblikke og nyd at kontakten er der.
God fornøjelse med din skønne teenager – husk de er på vej til at blive fornuftige voksne!
Hvis tingene for alvor går i hårdknude, er der hjælp at hente. Hvis du synes, at jeres kontakt har været dårlig for længe eller der er tanker, som bekymrer og tynger din teenager, så kan det være en idé at opsøge samtaler med en udenforstående. I Klinik for Kognitiv Terapi Helsingør har vi rigtig gode erfaringer med kognitiv terapi for unge.